Hvis vi for alvor skal styrke den generelle fødevaresikkerhed i Danmark og øge tilliden til fødevarerne, er det nødvendigt at følge andre landes eksempler og indføre ny teknologi, som gør det meget lettere at spore, registrere og dele informationer om fødevarer – både internt hos den enkelte fødevareproducent og gennem alle led i fødevarernes vidtstrakte værdikæde – det vil sige hele vejen fra jord til bord.
Dårlig kvalitet eller svigtende omgang med fødevarer er ikke bare en belastning for den enkelte, men kan også have store omkostninger for samfundet i form af sygedage, behandling, pleje mv. – for slet ikke at tale om de konsekvenser, det kan påføre fødevareindustrien i form af fx dårligere omdømme, mindre omsætning, dårligere priser, lukning af eksportmarkeder osv. Ingen er tjent med en dårlig fødevaresikkerhed.
Niveauet i Danmark er generelt højt. Vi har en stor fødevaresektor som prioriterer forebyggelse frem for – populært sagt – at skylle produktionsudstyr i klorin, og det står faktisk ikke så galt til. Alligevel både kan og skal vi gøre mere for at bekæmpe fx salmonellaepidemier, og det kan vi ikke, hvis vi ikke satser på en mere effektiv registrering og deling af informationer mellem de forskellige aktører i produktionskæden.
Denne deling bør begynde ude hos den enkelte råvareproducent i landbruget og følge produktet videre til forarbejdnings- og forædlingsindustrien som fx slagterier og mejerier. Delingen bør fortsætte videre gennem de forskellige transport- og distributionssystemer, nationale såvel som internationale, frem til opbevaring og salg hos grossister og i detailhandelsbutikkerne. Informationen bør også være til stede, når fødevaren købes til brug i restauranter eller af private forbrugere, og dermed skal den igennem endnu et transportled, før den opbevares i køleskabe eller frysere og til slut, endelig, bliver tilberedt og spist.
Der er mange steder undervejs, hvor fødevaren kan miste kvalitet og blive sundhedsmæssig uforsvarlig. Det har allerede fået flere lande til at satse på at forbedre informationsdeling og sporbarhed. Japan planlægger at skabe et nationalt system for at kunne sikre sporbarheden af halvdelen af 50 store fødevarekategorier. I Canada arbejder man på at gøre hele 80 procent af fødevareprodukterne sporbare. Og i Norge er man nået langt med at anvende små radiostyrede mikrochips, såkaldte RFID-tags, der kan indeholde langt flere informationer end de gammeldags stregkoder, og som også kan måle, om en fødevare fx har været korrekt nedkølet under transport.
Udover forbedret fødevaresikkerhed er der også den væsentlige sidegevinst, at øget og automatiseret dataopsamling både internt i virksomheden og på tværs af værdikæden – f.eks. via RFID-tags – oftest vil betale sig selv, fordi man kan udnytte det til også at effektivisere logistikken.
Med RFID-teknologien bliver det muligt at spore en konkret pakke hakket oksekød fra supermarkedets køledisk tilbage gennem forsyningskæden til den konkrete landmand og stald, hvor koen blev opdrættet. Det gør det langt vanskeligere at fuske med datomærkninger og langt lettere at spore og slå målrettet ned på udbrud af fx salmonella.
Hvis Danmark for alvor skal løfte fødevaresikkerheden til et højere niveau, skal vi begynde at søsætte lignende projekter herhjemme.
