Instrumented Interconnected Intelligent

DK_peter_lange_IMG

Indlægget er skrevet af Peter Lange,
Executive IT-Architect i IBM Danmark

Kan vi lære noget om fremtidens storbyer ved at se på det, som festivaler gør for at give deltagerne en god oplevelse? Er festivaler gode testlaboratorier for fremtidens Smarter Cities?

Jeg besøger på fredag Roskilde Festivalen for at se på nogle af dette års løsninger på udfordringer omkring f.eks. sikkerhed og bæredygtighed. Og jeg tweeter om mine oplevelser på #rf13 og #ibmdk.

Festivalen som fremtidens by?

Om kort tid skydes festivalsæsonen for alvor i gang. Og det giver måske en unik mulighed for at opleve, hvad det er, fremtidens byer skal kunne. For alt det, en velplanlagt festival kan, er måske meget af det, fremtidens smarte by skal kunne.

Alle byer beskæftiger sig i disse år med, hvordan man kan gøre det bedre for flere for færre ressourcer. Den demografiske udvikling og den lave økonomiske vækst giver nye udfordringer. Byerne arbejder på at gøre sig attraktive ved at bryde vanetænkningen og gentænke byen og bylivets udformning, så man kan tiltrække nye borgere og besøgende.

Byerne konkurrerer om at få deres andel af den stadig stigende urbanisering og tilknyttet vækst skabt af, at borgerne flytter såvel deres indkøb som deres bopæl til de større byer. Der tænkes meget i fremtidens byer og hvad, de skal kunne.

Som i den smarte by skal publikum på en festival opleve, at det nemt og trygt at opholde sig på festivalen og få sine behov for mad, drikke, underholdning, penge, søvn, bad, strøm, tryghed, fremkommelighed, transport, kommunikation, affaldshåndtering opfyldt så godt og hurtigt som muligt.

Fra old school til Smart Festival

Alle de større festivaler har over de sidste 10 år oplevet, at festivalkulturen har ændret sig, så det primitive liv på campingpladsen kombineres med unikke og enestående oplevelser og convenience inde på festivalpladsen. Det er ikke længere nok med et kendt band på orange scene, og øl og grillmad i lange baner (og køer).

Koncerterne er hovedattraktionen, men det der sker imellem og udenom koncerterne er mindst lige så vigtigt for, at publikum finder det værd at betale 2.000 kroner for at komme ind på festivalen og lægge deres penge i boderne, hvilke er afgørende for, at der på de få dage, festivalen varer, skabes økonomisk grundlag for næste års festival.

På samme måde som festivalen skal tilbyde et godt kerneprodukt i form af koncerter, skal byer også levere kerneydelser som veje, affaldshåndtering, drikkevand osv. Men derudover er der en masse andre ydelser, byerne skal tilbyde, for at borgerne vælger at flytte indkøb og bopæl til lige netop den by. Igen er nøgleordene lethed og tryghed.

Smarter Cities tweets fra en dag på Roskilde Festival

Jeg skal i år på Roskilde Festivalen og gennem en eftermiddag på rundtur og se på en række forskellige tiltag. Det glæder jeg mig til, for det bliver sikkert både sjovt og inspirerende at tage på festival med Smarter Cities briller på.

Så følg mig fredag på Twitter#ibmdk #rf13.

Markér som bogmærke og del med andre

Forrige indlæg

Næste indlæg

1 Comment
 
juli 2, 2013
11:20

Hej Peter – Vi ses på RF13!

Det mikrokosmos som Roskilde Festival’en repræsenterer, er i høj grad interessant i smarter cities-sammenhæng. Alene det at kunne konstruere en mellemstor by på få uger og tage det hele ned igen, er en nærmest overjordisk præstation.

RF har jo altid haft en tradition for at være eksperimenterende og udover hele infrastrukturen er scenerne jo også værd at studere, så når man hører hård rock på Odeon kik op, og opdag at der kun anvendes LED-belysning som en del af RF’s bæredygtighedsinitiativer. Dette som et ud af mange interessante initiativer.

Der er dog et aspekt som altid har slået mig som værende helt unikt ved RF, er det de trygge, glade mennesker. RF kan godt være lidt frygtindgydende – specielt når man skræver over døddrukne teenagere på campingområderne eller går i mudder til knæene – men man føler sig altid tryg og vel modtaget – fra armbåndet modtages til man vakler hjem søndag nat. Det handler naurligvis om kulturen, historien, værdierne og er unikt for RF, men de store komplekse bysystemer kan også lære en masse af, hvordan kulturen er en væsentlig faktor i den enkeltes tryghed. Med glæde kommer vi længere.

God tur på fredag. Selv er jeg er på RF fra torsdag indtil Kraftwerk lukker festen søndag aften, så vi støder måske ind i hinanden eller nogle af de mange andre IBM’ere som også er på RF13.

God festival til alle.


Posted by: Kim Escherich
 
Læg en kommentar ud